Jeg er vild med linser. De mætter godt, nemme og hurtige at tilberede, de suger smag til sig, indeholder gode plante proteiner og så er de gode for mad budgettet. Og hvis man så ovenikøbet, har en dåse stående med færdig kogte, så kan der altså hurtigt komme mad på bordet!
Denne linsegryde smager fyldigt og lækkert. Minder mig lidt om en fransk gryderet, men meget hurtigere at lave. Og hvem elsker ikke kartoffelmos? De fleste skulle jeg nok mene. Håber du vil prøve den af!
Hvad skal jeg bruge? til 2-3 pers.
- 5 store kartofler
- 1 dåse grønne linser (ca 240g drønet vægt)
- 1 løg, i tern
- 1 gulerod, i tern
- 2 håndfulde blomkål, i tern
- 1 fed hvidløg, hakket
- 1 spsk timian
- 1 spsk smør
- 1 tsk tomat pure
- 2 spsk rødvin / eller 1 spsk rødvins eddike
- 1 spsk hvedemel
- 3-4 dl bouillon

Hvordan gør jeg?
- Skræl kartofler, og skær dem i tern på størrelse med en terning. Sæt dem til at koge, i en gryde med vand og INGEN salt.
- Steg løg, gulerødder, blomkål, hvidløg og timian i 1 stor spsk smør. Steg i ca. 10 minutter, og rør undervejs. De skal bare tage lidt farve og blive møre.
- Tilsæt melet, og rør godt rundt.
- Tilsæt så linser, tomat puré, rødvin eller eddike samt bouillon, og kog i 5 minutters tid.
- Smag til med salt og peber, og så er linsegryden klar.
- Hæld vandet fra kartoflerne. Tilsæt 2 spsk olivenolie, og med et piskeris, ‘knuser’ du kartoflerne. Det må meget gerne være groft, altså med stykker af kartoffel. Men det er op til dig. Smag til med salt og peber, og servér med Linsegryden.
TIP: Når jeg har en sjat rødvin tilovers (haha…!), så hælder jeg den i en isterning bakke og fryser den. Så har jeg altid lige rødvin klar, når en sovs lige mangler et pift!

