Et stort glas hjemmelavet granola, er fantastisk at have på lager. Det smager skønt på yoghurt og kan samtidig bruges som snack, i en lille skål med lidt frugt. Der er lutter gode og lødige ingredienser i, som kan hjælpe til at give dig gode fibre og energi.
Lad dig ikke begrænse af mine ingredienser, du kan tilføje præcis det du kan lide.
Morbær er rige på antioxidanter, C-vitamin og jern og har et relativt højt indhold af protein.
Opskrift
1 stort glas
10 minutter
45 minutter
Ingredienser
- 2 store modne bananer
- 1 spsk kokosolie
- 1 spsk kanel
- 2 tsk kardemomme
- 1 nip salt
- 2 spsk kakao (mørk, uden sukker)
- 2 spsk peanut butter eller anden nøddesmør
- 6 dl gryn, Havre, rug eller god müsli (eller en blanding)
- 10 spsk frø, nødder, kerner (jeg har brugt: chia, hørfrø, græskar kerner, hakkede mandler og poppet quinoa).
- Tilsættes efter ovnen: 5 spsk morbær (eller rosiner, gojibær, tranebær eller andet tørret frugt)
Fremgangsmåde
- Banan, kokosolie, kanel, kardemomme, kakao og peanut butter blendes sammen i en skål.
- Nu blandes gryn, frø/nødder/kerner i banan blandingen, til en klistret masse.
- Fordel det i en bradepande på bagepapir. Smuldre det løst med fingrene, der må gerne være lidt større klumper.
- Bag på 150 grader, i ca. 45 minutter eller til granolaen føles sprød. (Den bliver endnu mere sprød, når den er helt afkølet). Undervejs skal du flere gange vende og røre rundt i granolaen.
- Køl af og bland morbærene i, og hæld på glas.
